Flemming Lunde udnævnt til ny filialdirektør i Andelskassen i Ringe

Andelskassen i Ringe har fået ny filialdirektør. Det drejer sig om den tidligere souschef i filialen, Flemming Lunde, som nu har overtaget roret. Flemming Lunde er ikke noget nyt ansigt i Andelskassen-regi. Faktisk har han været ansat i Andelskassen siden 1997 og har gennem årene varetaget flere forskellige jobfunktioner, blandt andet som kunderådgiver og som filialdirektør i bankens tidligere filialer i Gislev, Stenstrup og Kværndrup.

Flemming er oprindeligt udlært i det daværende Sydfyns Discontobank i Faaborg og har efterfølgende været ansat i seks år i Hafnia og Codan, hvor han blev uddannet exam. assurandør. I forbindelse med udnævnelsen til filialdirektør siger Flemming Lunde:

”Jeg har haft snart 22 år spændende og dejlige år i Andelskassen og har været med gennem hele processen med omdannelse fra andelsselskab til børsnoteret virksomhed. Det har givet mig en ballast og erfaring, som jeg nyder godt af i mit daglige arbejde. Jeg var derfor ikke i tvivl, da jeg blev tilbudt jobbet som filialdirektør i Ringe, da jeg mener, at vi i Andelskassen kan være med til at gøre en forskel som lokalt forankret pengeinstitut i Ringe og det øvrige Midtfyn.”

Privat bor Flemming i Faldsled med sin kone Gitte. Sammen har de en voksen søn, og de har netop fået deres første barnebarn. I fritiden er Flemming særdeles aktiv. Udover samvær med familie og venner prioriteres den årlige skitur og rejser til eksotiske rejsemål meget højt. Desuden spiller han fodbold, badminton og cykler på mountainbike, ligesom han varetager et mindre ”bijob” som formand for den lokale idrætsforening Faldsled/Svanninge S.G & I, som har cirka 800-900 medlemmer. Herudover er han medlem af Folkeoplysningsudvalget i Faaborg-Midtfyn Kommune.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies

Vi begynder dog først, når du klikker dig videre til næste side. Ønsker du at undgå cookies, skal du slå cookies fra i din browser. Du skal dog være opmærksom på, at hvis du slår cookies fra, kan du ikke bruge de funktioner, som forudsætter, at hjemmesiden kan huske dine valg. Læs mere om cookies.