Akqa.Andelskassen.Core.Entities.Models.PublishedContentModels.ArticlePage.

Investor

Sådan får du mest muligt ud af dine frie midler

2 min

30.06.2025

Hvad er frie midler, og hvordan får du dem til at vokse? Her er fire gyldne regler.

Groft sagt kan du opdele din formue i to former for opsparing. Nemlig de midler som du har bundet i fx din pensionsordning, og så den del af din opsparing som du frit kan råde over, når det passer dig – altså dine frie midler. Frie midler kan forsøde din tilværelse her og nu. Men du kan også vælge at få pengene til at yngle. Her er fire råd til at få det optimale ud af dine frie midler.

Råd nummer 1: Kom hurtigt i gang med din opsparing

Dette råd giver næsten sig selv. Jo hurtigere du kommer i gang med at spare op, des større muligheder er der for at få formuen til at vokse. Dels giver en længere tidsperiode større effekt af renters rente – altså mekanismen hvor afkast løbende kan geninvesteres – og så giver en længere tidshorisont også mulighed for at placere dine penge langsigtet, hvilket ofte vil være mest optimalt. 

Råd nummer 2: Invester dine frie midler

Har du et større beløb stående, som du først skal bruge på et senere tidspunkt, er investering et oplagt valg. Ved at investere dine frie midler kan du nemlig typisk få din formue til at vokse hurtigere end ved at placere pengene på en almindelig indlånskonto. 

Råd nummer 3: Vær bevidst om din risiko

Vælger du at investere dine frie midler, kræver det dog, at du er opmærksom på, hvor stor risiko du vil påtage dig. Investering medfører nemlig risiko, der dog vil være meget afhængig af hvilken investeringsløsning, du vælger. Det er muligt at placere frie midler i forskellige fonde med hver sin risikoprofil. Det betyder, at du i samarbejde med din bankrådgiver kan finde frem til den eller de fonde, der matcher dine ønsker.

Råd nummer 4: Vælg den rigtige investeringsmåde

To gode muligheder for at placere dine frie midler er Investeringskonto FRI og aktiesparekonto.

Investeringskonto FRI er en opsparingskonto, hvor du frit kan indbetale og hæve dine penge. Du får mulighed for et attraktivt afkast gennem investeringer, som du slipper for at bekymre dig om, da der investeres automatisk. Helt uden kurtage eller depotgebyr. Når du opretter investeringskontoen, aftaler du med din rådgiver, hvordan din opsparing skal investeres ud fra dine ønsker til bl.a. risiko. Efterfølgende bliver dine indbetalinger automatisk placeret i investeringsfonde, der investerer bredt i fx aktier eller obligationer. Indberetningen til Skat slipper du også for – for det sker ligeledes automatisk. Og du skal først betale mellem 27-42 % i skat, når du realiserer dit afkast – det vil sige sælger dine aktier eller trækker penge ud af kontoen. Hvordan dine investeringer udvikler sig, har du altid nemt overblik over via din netbank/mobilbank. Investeringskonto FRI er med andre ord en virkelig nem og enkel måde at placere dine frie midler, hvor du slipper for besværet med selv at investere.

Aktiesparekonto er en anden attraktiv måde at placere dine frie midler. Her investerer du i aktier og investeringsbeviser efter eget valg. En aktiesparekonto er skattemæssigt den mest fordelagtige måde at investere dine frie midler på. Du skal nemlig kun betale 17 % skat af fortjenesten ved dine investeringer, hvor aktieindkomst på din årsopgørelse ellers beskattes med mindst 27 %. Der er et loft på 166.200 kr. i 2025 på en aktiesparekonto, og det er derfor specielt for nye og mindre investorer en rigtig god måde at komme i gang med at investere på. Også her findes der løsninger hvor der ingen kurtage eller depotgebyrer er.

En snak med din rådgiver kan gøre dig klogere på, hvilken investeringsløsning der passer bedst til dine behov, og hvordan du dermed får det optimale ud af dine frie midler.

2 min

30.06.2025

Jo hurtigere du kommer i gang med at spare op, des større muligheder er der for at få formuen til at vokse.

Group 125

Robert Krogh Lauridsen

Investeringsdirektør i Andelskassen

Fra os til dig

Artikler om aktuelle emner