Tysk valg giver attraktive muligheder for dansk eksport

Danmark-Tyskland.jpg

Af: Nicolai Fl. Frederiksen, kundedirektør i Andelskassen

Den 26. september 2021 gik flere end 46 mio. tyskere til stemmeurnerne for at afgøre, hvem der skal efterfølge Angela Merkel, der efter 16 år som forbundskansler har valgt at takke af. Nu er det store spørgsmål, hvem der kan danne ny regering og føre Tyskland videre.

Med henvisning til partifarverne går spekulationerne i øjeblikket på, om det bliver ”Kenya”, ”Jamaica”, ”Tyskland” eller en helt fjerde farvekombination, når den endelige regeringskoalition er på plads. Hverken SPDs (rød) Olaf Scholz eller CDUs (sort) Armin Laschet kan danne regering alene, og det bringer – udover de to store gamle partier – også De Grønne (grøn) og FDP (gul) i spil. Deraf referencen til forskellige landes flag.

Stort eksportpotentiale – uanset udfald
Både SPD og CDU har indset, at Tyskland i en årrække har undladt at foretage de nødvendige investeringer i grøn omstilling og digital infrastruktur, så uanset hvem, der overtager kanslerembedet, vil man bringe Tyskland helt på omgangshøjde med andre vestlige lande – og det er gode nyheder, for netop inden for digitalisering og grøn omstilling står Danmark ekstremt stærkt.

Med flere end 83 mio. indbyggere er det tyske marked 14 gange større end det danske. Alligevel tyder noget på, at vi gennem en årrække har forsømt at forfølge det store potentiale, og det understreges måske bedst ved, at USA i 2020 overhalede Tyskland som den største aftager af dansk eksport. Vores samhandel med Tyskland har stået stille fra 2017-2019. Nu står Tyskland foran den største økonomiske fremgang siden genforeningen i 1990, og danske virksomheder skal sikre sig sin del af kagen.

Corona-nedlukning som øjenåbner
Da pandemien førte til nedlukninger, og behovet for hjemmearbejdspladser og digitale løsninger accelererede, stod det med ét klart, hvor langt tyske virksomheder og husstande faktisk halter efter. Det handler om meget mere end behovet for kontanter på rastepladstoiletter og begrænsede muligheder for betaling med kreditkort. Udbredelsen af hurtige internetforbindelser, digitale betalingsløsninger og det digitale samspil mellem virksomheder og offentlige myndigheder er begrænset. Det, vi tager for givet i Danmark, er langt fra en selvfølge i Tyskland. Vi er et foregangsland og skal byde ind med vores topmoderne IT-løsninger, konsulentydelser og generelle knowhow.

Grøn omstilling – toget kører
Det kræver energi at holde den store tyske industrimotor i gang. Ruhr-distriktets kulminer er ikke længere løsningen, og derfor stiger efterspørgslen på grønne energiløsninger. Også her står Tyskland med et betydeligt investeringsmæssigt efterslæb. Det betyder omvendt et enormt potentiale for danske virksomheder, der kan byde ind med energi- og miljørigtige løsninger såsom vindmøller og solenergi. Men det handler ikke kun om energiproduktion, også energibesparelser, teknologi til sænkning af CO2-udledning, affaldsreduktion og genanvendelse bidrager til den grønne omstilling.

Kultur og sprog
Selv om tyskerne generelt er blevet bedre til engelsk, foretrækker mange stadig at kommunikere på tysk. På samme måde er kulturen – ikke mindst i forretningslivet – noget mere formel, end vi kender det fra Danmark. Ingen af delene må underkendes, når man forbereder sit fremstød syd for grænsen. Derfor kan det være en god idé at rådføre sig med en eksportorganisation eller -konsulent for at sikre en optimal start på eksporteventyret.

Log på netbank

Netbank PRIVAT Netbank ERHVERV
For dig med MitID:

Log på netbank

MitID Privat MitID Erhverv