Akqa.Andelskassen.Core.Entities.Models.PublishedContentModels.ArticlePage.

Privat

Fra forældrekøb til afgiftsfrie gaver og rentefrie lån

2 min

06.10.2022

Fordelene ved forældrekøb stod i kø. For både forældre og børn. Men det er slut nu. Men hvad skal du så gøre, når du gerne vil hjælpe dine børn økonomisk?

En lejlighed i en størrelse, stand og beliggenhed, som børnene ikke selv ville kunne købe. Sat til en lav husleje, så børnene sad billigt. Men samtidig havde mulighed for at søge boligstøtte. Og med mulighed for som forældre at få fuldt fradrag for renteudgifterne fra via virksomhedsskatteordningen. Og som en sidste krølle kunne børnene købe lejligheden af forældrene til en lav offentlig vurdering minus 15 % for senere at sælge lejligheden til markedspris – med skattefri gevinst.

Fordelene ved forældrekøb stod i kø. For både forældre og børn. Men det er slut nu. 1. januar 2021 blev muligheden for at fratrække renteudgiften i topskat afskaffet. Og pr. 1. januar 2024 er der lagt op til at fjerne muligheden for at få boligstøtte i en forældrekøbsbolig.

Men hvad skal du så gøre, når du gerne vil hjælpe dine børn økonomisk? Måske ikke med en bolig – men med en økonomisk håndsrækning.

Giv gaver uden skatter og afgifter

Du har mulighed for hvert år afgiftsfrit at give dine børn op til 69.500kr (2022). Det betyder, at du kan give dem en pengegave op til dette beløb, uden der skal betales gaveafgift. Beløbet kan gives til dine børn, stedbørn og deres børn i alle led, altså børnebørn, oldebørn, tipoldebørn. Det kan også gives til dit afdøde barns/stedbarns ægtefælle, til dine forældre eller i særlige tilfælde til din samlever, bofælle eller dit plejebarn.

Overstiger beløbet de 69.500 kr. betales der 15 % skat af det overstigende beløb – enten af giver eller modtager.

Dobbelt op med to forældre

Det afgiftsfrie gavebeløb på 69.500 kr. må gives af begge forældre – dog skal det være tydeligt, at der er tale om to særskilte gaver. Overføres der 2 x 69.500 kr. fra samme konto til et barn, risikerer man at skulle betale 15 % i gaveafgift af de 69.500kr, men overfører man i stedet fra to forskellige konti, eller markerer man tydeligt på de to overførsler fra en fælleskonto, at det er en gave fra hhv. forældre 1 og forældre 2, så undgår man gaveafgiften. Det er vigtigt, at man er tydelig omkring, hvem der overfører hvor meget til hvem, og at dette altid kan dokumenteres. Hvis gaverne overstiger det afgiftsfrie beløb, er fristen for at indsende en gaveanmeldelse til Skat 1. maj året efter, at den afgiftspligtige gave er givet/modtaget.

Lån dine børn penge

Har du råderum til det, kan du låne dine børn penge til 0 % i rente. Lånet skal oprettes som anfordringslån, og i gældsbrevet skal det blandt andet fremgå, at lånet kan kræves indfriet med dags varsel. Der findes flere skabeloner til få hundrede kroner, og som sikrer, der er styr på formalia omkring lånet.

Betales der løbende af på lånet, eksempelvis i forbindelse med at der ydes afgiftsfri pengegaver til barnet, så skal det noteres på gældsbrevet, så restgælden er ajourført.

Så selv om forældrekøb ikke længere er fordelagtigt, er der stadig gode muligheder for at støtte børnene økonomisk.

2 min

06.10.2022

Privat

Lejlighedsgaver medregnes ikke

Gaver i forbindelse med eksempelvis fødselsdag og jul er lejlighedsgaver og medregnes ikke i gavebeløbet på de 69.500 kr.