Akqa.Andelskassen.Core.Entities.Models.PublishedContentModels.ArticlePage.

Erhverv

Den stærke dollar – og dens konsekvenser

Klumme

2 min

10.11.2022

Dollaren er stærkere, end den har været i 20 år. Hvorfor er udviklingen gået den vej? Hvad betyder det for de danske virksomheder? Og hvordan ser fremtiden ud? 

Vi mærker allesammen inflationen. Priserne på alt fra brød til brændstof er steget, og det er blevet dyrere at være dansker. Sådan ser det ud på tværs af Europa - og ligeledes på den anden side af Atlanten. Den Amerikanske Centralbank har hævet renten markant - både hurtigere og kraftigere end Den Europæiske Centralbank – og i år er den korte amerikanske rente indtil videre steget fra 0 til 3 %. 

Voldsom inflation

Efter at have kæmpet med for lav inflation i op mod to årtier, bliver vi i starten af året pludselig slået omkuld af voldsomt stigende inflation. Det, der i første omgang blev vurderet til at være midlertidigt, viste sig at stige yderligere. Både Den Amerikanske Centralbank og Den Europæiske Centralbank er sent ude med at hæve renten, hvormed inflationen ekspanderer endnu hurtigere end ventet. Og med forsyningsproblemer som følge af Covid-19, som gør, at udbuddet ikke følger efterspørgslen, bliver priserne presset yderligere op. Aktierne falder. Dollaren stiger. 

Nå der er urolige tider, er dollaren kendt for at være en sikker havn. Når investorer bliver bange, er dollaren og de korte statsobligationer i USA et sikkert sted at sætte sine penge. Resultat: dollaren stiger yderligere. 

Og så bryder der krig ud i Ukraine. Følgevirkningerne af krigen rammer den europæiske økonomi langt hårdere end den amerikanske. Dollaren stiger yderligere.

Er toppen nået?

I flere år har dollaren ligget omkring 6, nu er den oppe omkring 7,5. Og vi forventer, at Den Amerikanske Centralbank hæver renten yderligere 1- 1 1/4 % i år. Men fordi de var hurtigere ude med rentestigninger end Den Europæiske Centralbank, forventer vi, at USA stopper rentestigningen før Europa. Og på sigt vil vi se en svagere dollar. 

I Danmark kommer vi ikke til at hæve renten så meget som i USA. I Danmark og resten af Europa må vi forvente, at renten vil stige det næste års tid. Men fra slut 2023 forventer vi et rentefald - og i USA altså lidt før. 

Sådan rammer det danske virksomheder

Følgevirkningerne af den stærke dollar er forskellige, alt efter hvilke markeder virksomhederne opererer på. 

USA er Danmarks største eksportmarked - med eksport på 200 milliarder kroner årligt. Her er en høj dollarkurs som udgangspunkt en god ting – men med dollaren som verdens basisvaluta, ser vi inflationsstigninger i takt med dollarstigningen – og så stiger renterne. Og det bliver generelt dyrere at drive virksomhed. 

Men de danske virksomheder, som bliver hårdest ramt, er dem, som køber ind i Asien - eksempelvis Kina - for der afregnes typisk i dollars. Og fordi dollaren er steget så markant, er det blevet betydeligt dyrere at handle med dem. Noget som rammer mange danske virksomheder. 

Der bliver storm - men vi står stærkere 

Stigende inflation. Stigende renter. Stigende dollarkurs. Over de næste år må vi forvente et stigende antal konkurser i danske virksomheder. Store som små. Men det bliver slet ikke på niveau med Finanskrisen i 2008. 

Selv om det næste års tid bliver hårdt, står vi denne gang langt stærkere, end vi gjorde forud for Finanskrisen, og derfor vil denne krise ikke komme til at stikke nær så dybt. Den danske økonomi står stærkt i forhold til mange andre europæiske lande.

Rentestigningerne vil på et tidspunkt få bugt med inflationen. Og så vil renterne igen falde og give økonomien et nøk fremad. 

Indtil da kan man overveje, hvordan ens risici kan dækkes af. Måske låse kursen på dollaren inden en eventuelt yderligere stigning. Godt nok ser vi lige nu en midlertidig afbøjning af dollarkursen, men over de næste måneder forventer vi, at den vil være svagt stigende. Vi skal nok halvandet år frem, før vi har set et betydeligt fald. Og lige nu er usikkerheden ekstra stor med rigtig mange risikofaktorer.

Klumme

2 min

10.11.2022

Selv om det næste års tid bliver hårdt, står vi denne gang langt stærkere, end vi gjorde forud for Finanskrisen, og derfor vil denne krise ikke komme til at stikke nær så dybt. Den danske økonomi står stærkt i forhold til mange andre europæiske lande.

Group 125

Robert Krogh Lauridsen

Afdelingsdirektør i Formue og Investering