Dækker dine forældres indboforsikring, når du flytter hjemmefra?

I denne tid rykker mange unge teltpælene op og flytter fra barndomshjemmet og til en ny by for at tage en uddannelse. Men hvordan er det nu, det er med forsikringer, når man som ung flytter hjemmefra?

For nylig fik ca. 70.000 uddannelsessøgende den glade besked, at de var optaget på en videregående uddannelse.

For en stor del af dem betyder det, at de flytter hjemmefra for at bosætte sig i den by, hvor uddannelsesstedet ligger. En flytning er ensbetydende med en masse praktisk opgaver, der skal klares, men der er naturligvis også økonomiske sider af en flytning, man skal have styr på. Kan SU’en bære udgifterne til husleje, studiebøger og husholdningen, eller skal uddannelsesstøtten suppleres af indtægter fra et fritidsjob? Og hvordan ser det ud, hvis uheldet er ude?

Som hovedregel er man indtil en vis alder – afhængig af forsikringsselskab – dækket af sine forældres indboforsikring, når man flytter hjemmefra, hvis man vel at mærke bor alene. Flytter man sammen med sin kæreste, eller deler en lejlighed med en ven, er man ikke dækket og skal derfor selv tegne en forsikring for at gardere sig mod ekstraudgifter ved indbrud, vandskade eller pludselige skader som for eksempel en smadret telefon.

- Det er altid en god idé at få gennemgået sine forsikringer, når der sker ændringer i ens levevilkår – for eksempel ved en flytning. Vi samarbejder i Andelskassen med Købstædernes Forsikring, og her gælder forældrenes indboforsikring også for aleneboende unge under 21 år, fortæller Flemming Steen Sloth, forsikringsansvarlig i Andelskassen.

Læs om dine forsikringsmuligheder i Andelskassen >>

Vi samler statistik ved hjælp af cookies

Vi begynder dog først, når du klikker dig videre til næste side. Ønsker du at undgå cookies, skal du slå cookies fra i din browser. Du skal dog være opmærksom på, at hvis du slår cookies fra, kan du ikke bruge de funktioner, som forudsætter, at hjemmesiden kan huske dine valg. Læs mere om cookies.