Undgå at stå som taber, hvis firmabilen konfiskeres

Motorvej.jpg

Af Claus Nedergaard, leasingspecialist

Ny færdselslov om vanvidskørsel trådte i kraft 31. marts 2021. Vi har alle hørt om eksempler på, hvordan køretøjer allerede nu er blevet konfiskeret, og førere har fået frakendt kørekortet. Den nye lov kan få store økonomiske konsekvenser for dig som flådeejer, for din virksomhed og dine medarbejdere, men der er flere tiltag, I kan foretage i virksomheden for at sikre jer bedst mulig.

Den nye lov har til hensigt at hindre vanvidskørsel som eksempelvis spirituskørsel med en promille over 2, gaderace eller at køre mere end 200 km/t på motorvejen. Det, man med andre ord kalder ”særlig hensynsløs kørsel”. Politiet kan altså foretage sigtelse efter færdselsloven og konfiskere det pågældende køretøj, uanset om føreren er køretøjets ejer, eller det er ført af tredjemand, hvor ejer burde vide, at der var en risiko for vanvidskørsel forbundet med at overdrage køretøjet.

Hvad skal der ske, hvis en af dine medarbejdere sigtes for vanvidskørsel? Hvilke økonomiske konsekvenser har det for dig som flådeejer? Hvilke konsekvenser har det, hvis I leaser køretøjet? Skal medarbejderen fyres? Spørgsmålene hober sig op.

Først og fremmest er det en god idé at undersøge erstatningspligten, hvis et køretøj konfiskeres, samt hvilke konsekvenser det kan have for den pågældende medarbejder, der sigtes for vanvidskørsel. Jeg vil samtidig slå et slag for den sunde fornuft og anbefale, at du som virksomheds- og flådeejer tager en konstruktiv dialog med dine medarbejdere og sætter dem ind i alvoren og de mulige konsekvenser.

Jeg vil også anbefale at tage jeres interne bilpolitik op til revision og få den ajourført med hvilke konsekvenser, det har for medarbejderen, hvis denne er skyld i, at et køretøj konfiskeres. En anden mulighed er at tilføje et punkt i ansættelseskontrakterne, der omhandler vanvidskørsel og konsekvenserne heraf.

De fleste køretøjer har i dag fartbegrænser eller fartpilot, som man med fordel kan opfordre medarbejderne til at benytte. Vil man gå skridtet videre, kan man overveje at installere en gps-tracker i bilerne, så der er dokumentation for, hvor køretøjet befinder sig, og hvor hurtigt chaufføren kører. Det har desuden den sidegevinst, at det er lettere at finde frem til bilen, hvis den skulle blive stjålet.

Tager I stilling til ovenstående, er I godt klædt på den kommende tid. I sidste ende er det flåde- og virksomhedsejeren, der står som taber, hvis ikke I har forholdt jer til loven, inden lovens lange arm gør det for jer. For skulle det ske, at I får konfiskeret et af virksomhedens køretøjer, vil der være tale om en misligholdelse af leasingaftalen eller billånet gennem jeres leasingselskab eller bank, som ikke kan få køretøjet udleveret. Det kan i sidste ende betyde, at de er nødsagede til at gøre erstatningsansvaret gældende, og så skal flåde- og virksomhedsejeren betale erstatning for køretøjet.