Guide: Få eksperternes råd til, hvad du skal være opmærksom på, når du skal købe ny bil

Bil_www.jpg

Vi har samlet en række gode råd til, hvad du skal være opmærksom på, når du overvejer ny bil.

Vores kunderådgiver Claus Spaabæk og leasingspecialist Claus Nedergaard guider dig igennem:

Hvor starter jeg?

De første to ting, du skal overveje, er, om du ønsker at købe en ny eller en brugt bil, samt hvad din økonomi kan bære,” fortæller Claus Nedergaard, Andelskassens leasingekspert.

Det er kunderådgiver Claus Spaabæk enig i og uddyber:

”Samtidig er det vigtigt, at du forholder dig til dit kørselsbehov. Kører du mange kilometer, kører du primært på motorvej eller i byer, skal du have plads til barnevogn eller hund? Det spiller alt sammen en vigtig rolle i forhold til hvilken bil, der passer til din familiesammensætning og kørselsmønster”, siger Claus Spaabæk.

Derudover skal du naturligvis køre en tur i bilen og mærke efter, om du sidder behageligt i sæderne og føler dig godt tilpas, påpeger eksperterne.

Hvad skal jeg være opmærksom på ved køb af ny bil?

Claus Nedergaard har mange års erfaring og stor indsigt i bilbranchen. Han har følgende råd, når du overvejer at købe ny bil:

  • Undersøg sikkerheden i bilen.
  • Tjek bilens fabriksgaranti. Der er en del bilmærker, der kun kører med to års garanti, mens andre har op til 7 års garanti. Det kan være en god idé at købe en bil med mange års garanti, for så er den nemmere at sælge igen. Dit behov og din situation kan ændre sig, og så er det en fordel med en bil, der er forholdsvis nem at sælge igen.
  • Bilen bør have en teknologi, som er moderne og tidssvarende, og vil være det en del år fremover.
  • Overvej bilmærket. Nogle bilmærker holder deres værdi bedre end andre, og det gør dem nemmere at sælge igen, hvis det bliver nødvendigt.

Hvad skal jeg være opmærksom på ved køb af brugt bil?

  • Overvejer du at købe en brugt bil frem for en helt ny bil, er der andre ting, du skal være opmærksom på. Claus Nedergaard kommer med disse tips:
  • Du skal sikre dig, at bilen er fri og ubehæftet. Det vil sige, at der ingen restgæld eller pant er i bilen. Det kan du bl.a. tjekke hos Skat: https://motorregister.skat.dk/dmr-kerne/
  • Tjek servicebogen i bilen. I en servicebog er der indskrevet, hvornår bilen skal til service, og er disse udfyldt, er bilen serviceret efter forskrifterne.
  • For en god ordens skyld skal du altid tjekke, at stelnummer på bilens registreringsattest stemmer overens med bilens stelnummer.
  • Tag et nøje kig på bilens stand. Eksempelvis kan du undersøge pedalgummiet. Er det meget slidt, har bilen formentlig kørt meget bykørsel, hvilket slider meget på bilen.
  • Nogle bilhuse stiller en regulær garanti på brugte biler, og det er værd at gå efter. Andre bilhuse benytter sig af reklamationsretten.
  • Sidst, men ikke mindst: Overvejer du at købe brugt bil gennem en privat handel, kan det være betryggende at tage en bekendt med, som har lidt forstand på biler, da der kan være mange faldgruber, der er svære at gennemskue for det utrænede øje.

 

Hvad så med økonomien?

Claus Spaabæk rådgiver ofte kunder omkring billån som typisk følger med, når du ønsker at købe ny bil.

I udgangspunktet kan du typisk låne til en lidt dyrere bil, end sidst du investerede i ny bil. En nyere bil vil nemlig være billigere i driftsomkostninger sammenlignet med din nuværende, ” fortæller Claus Spaabæk.

Det er derfor altid en god idé at tage en snak med din bankrådgiver omkring et billån. Claus Spaabæk påpeger, at i en bank har bankrådgiverne mulighed for at sammensætte individuelle lån, der er tilpasset den enkelte kundes økonomi.

Billån hos bilforhandlerne ser derimod billigere ud ved første øjekast, men udfordringen er, at deres lån ikke kan tilpasses, og selvom deres rente måske er lavere end bankens rente, så skal du også medregne de omkostninger, der er forbundet med at optage lånet, og de er ofte høje,” siger Claus Spaabæk.

Claus Spaabæk foreslår derfor, at du kigger på det, der kaldes ÅOP, når man skal ud at kigge på ny bil.

Læs mere om ÅOP.

 

Ønsker du at tale med en rådgiver om billån? Find din personlige rådgiver.