Andelskassens lokallånspulje støtter iværksætteri i Esbjerg

Andelskassen støtter Kosmorama, som er Esbjergs kreative kontorfællesskab for iværksættere, med 12.000 kr. fra bankens lokallånspulje. Hos Kosmorama har man valgt at lave en idékonkurrence på www.vielskerideer.dk, hvor alle kan være med til at bestemme, hvad pengene skal bruges til – så længe det blot gavner byens iværksættermiljø på den ene eller anden måde.

I oktober 2015 startede de to entreprenante iværksættere Marco MacArtney og Søren Maigaard kontorfællesskabet Kosmorama i Esbjerg. Det gjorde de i første omgang, fordi de selv savnede nogle rammer, hvor man som iværksættere kunne gøre aktivt brug af hinandens kompetencer og sparring i et åbent kontorfællesskab, hvor man mødtes på tværs af forretningsområder. Her godt to et halvt år senere er succesen i hus, og Kosmorama er i dag et inspirerende iværksættermiljø, hvor der både er god efterspørgsel på de 20 faste kontorpladser og på de resterende 14 flexborde og 6 såkaldte hotdesk pladser.

Det gør ifølge Søren Mouritzen, som er erhvervsdirektør i Andelskassens Erhvervscenter Vestjylland i Nordenskov, Kosmorama til et mønstereksempel på et initiativ, der har været med til at gøre en positiv forskel for en lang række mennesker.

”Hvis nogen har fortjent et bidrag fra Andelskassens lokallånspulje her i Esbjerg, må det være Kosmorama, som i bund og grund bare er en rigtig god idé. Vi ønsker som bank, at midlerne fra lokallånspuljen bliver brugt bedst muligt til gavn for hele vores lokalområde. Kosmorama giver mulighed for, at lokale iværksættere og innovative virksomheder kan få hjælp og sparring i det rette miljø, hvilket kommer hele området til gavn,” siger Søren Mouritzen og tilføjer:

”Der findes så mange gode idéer rundt omkring os, men mange af dem bliver desværre ikke til noget. Kan vi som bank bidrage en lille smule til, at nogle af disse idéer vokser sig store, bliver realiseret og skaber job og vækst, vil jeg være rigtig stolt.”

Andelskassens lokallån er et initiativ, hvor banken lægger 1.000 kr. i en pulje, hver gang en kunde optager et lokallån til fx bolig eller bil. En gang om året bliver midlerne uddelt til gode, lokale formål.

Hos Kosmorama glæder man sig over det kontante skulderklap. 

"Vi er både glade og stolte over, at Andelskassen har valgt at støtte lige præcis os. Som med alle vores initiativer ønsker vi, at midlerne giver mest muligt udbytte for iværksætteriet i byen, og vi beder derfor alle lokale ildsjæle om forslag til, hvordan pengene skal anvendes. Vi har oprettet en idékonkurrence på www.vielskerideer.dk, hvor man kan indsende sine forslag. Eneste forudsætning er, at idéen støtter iværksætteri i Esbjerg, kan gøres for 12.000 kr. og gennemføres i løbet af 2018. Alle forslag er velkomne, og idékonkurrencen løber indtil 31. maj. Vi håber, at vi på denne måde sammen med Andelskassen kan engagere endnu flere lokale, krøllede hjerner i byens udvikling," siger Marco MacArtney, stifter af Kosmorama.

Læs også
JydskeVestkysten: Andelskassen støtter de krøllede hjerner i Kosmorama >>