Nye regler på pensionsområdet

Folketinget har vedtaget dele af pensionsreformen.

Der er nye regler på vej for indbetalinger på pensionsordninger. Det er resultatet af ny lovgivning, som Folketinget har vedtaget.

Med de nye regler bliver der ændret på disse områder:

Indbetaling på aldersopsparing
Ændringerne får betydning for kunder, som sparer op på aldersopsparing. Fremover kan man indbetale op til 5.100 kr. på aldersopsparing, hvis man har mere end 5 år til folkepensionsalderen.

Kunder som har mindre end 5 år til folkepensionen, kan indbetale op til 46.000 kr. Vi gør dog opmærksom på, at hvis man har fået udbetalt andre pensionsordninger fx en ratepension, så kan det få skattemæssige konsekvenser at indbetale mere end 5.100 kr. Derudover kan der ske modregning i sociale ydelser som folkepensionstillæg mv.


Udbetaling af pensionsordninger
Pensionsudbetalingsalderen skubbes 2 år.

Pensionsordninger, som er oprettet før 1. maj 2007, kan udbetales fra 60 år.
Pensionsordninger, som er oprettet FØR 1. januar 2018, kan udbetales 5 år før folkepensionsalderen.
Pensionsordninger, som oprettes EFTER 1. januar 2018, først kan udbetales 3 år før folkepensionsalderen


Længere udbetalingsperiode på pensionsordninger
Fremover er seneste udbetalingstidspunkt for Aldersopsparing og kapitalpension 20 år efter pensionsudbetalingsalderen.

Ratepensioner kan fremover udbetales i en periode på 10 – 30 år. Det betyder, at kunder, som i dag har en pensionsudbetalingsalder på 65 år (3 år før folkepensionsalderen), kan få sidste udbetaling fra ratepension, når de fylder 95 år.

Som noget nyt bliver det også muligt at få aldersopsparingen udbetalt i rater. Dette vil blive muligt i løbet af 2018.


Indbetaling på pensionsordninger  i 2017
Sidste dag for indbetaling på pensionsordninger i Andelskassen er fredag den 29. december.

Der kan indbetales op til 29.600 kr. på aldersopsparing og 53.500 kr. på ratepension i 2017. På livrente er det muligt at indbetale ubegrænset.


Med nye regler på området er det en god idé at få kigget sine pensionsordninger igennem, og derfor opfordrer vi vores kunder til at tage kontakt til deres rådgiver. 

Vi samler statistik ved hjælp af cookies

Vi begynder dog først, når du klikker dig videre til næste side. Ønsker du at undgå cookies, skal du slå cookies fra i din browser. Du skal dog være opmærksom på, at hvis du slår cookies fra, kan du ikke bruge de funktioner, som forudsætter, at hjemmesiden kan huske dine valg. Læs mere om cookies.