Fremtiden Spirer: Vinderen er fundet

Fremtiden_Spirer_Gredstedbro080616_750x279px.jpg

Onsdag fik 8.-klasserne på Vadehavsskolen i Gredstedbro to gode overraskelser.

En idé om en ”Gredstedbro Park”, som skal skabe en mere social by, har indbragt 8.-klasserne på Vadehavsskolen 10.000 kr. Eleverne strøg nemlig til tops i Andelskassens innovationskonkurrence ”Fremtiden Spirer.”

Det blev markeret onsdag den 8. juni, da Lars Ravnholt og Lianne Søndergaard Lucena fra Andelskassens filial i Bramming og underviser fra Fremtiden Spirer, Rune Overvad Skibelund Schou fra VIA Center for Undervisningsmidler, kom på besøg på skolen.

På forhånd vidste eleverne blot, at deres idé var blandt de tre bedste i Fremtiden Spirer, og der var derfor stor jubel, da Lars Ravnholt kunne afsløre, at ”Gredstedbro Park” var løbet med sejren. Førstepladsen gav som nævnt 10.000 kroner, men Andelskassen havde en bonuspræmie med til de dygtige elever.

Banken havde nemlig fået den landskendte standupkomiker Christian Fuhlendorff til at lægge vejen forbi, og han underholdt med et forrygende show. Skolen havde med en nødløgn lokket 7.-klasseeleverne med til samlingen, så de også nød godt af komikeren. Han forstod i den grad at komme i dialog med de unge, som fik sig en oplevelse, de næppe glemmer lige med det samme. Fuhlendorff tog sig efterfølgende tid til at lade sig fotografere med alle de elever, der havde lyst – og det havde de fleste.

- Det var en fantastisk dag, og eleverne fik en rigtig god oplevelse. De har gået utroligt meget op i projektet og havde dagen igennem spurgt ind til, hvornår folkene fra banken ville komme. Men lærerne holdt masken, så det var først en halv time før arrangementet, at de blev bekendt med, at præmieoverrækkelsen var nær.

- De var meget spændte og jublen var stor, da checken blev overrakt. Efterfølgende var de næsten i chok, da Christian Fuhlendorff kom frem på scenen. De har fortalt, at de ikke troede på det, før han faktisk stod på scenen.

- Jeg synes det er super fedt, at de oprindelige læringsmål – at tænke innovativt og udvikle i fællesskab – er blevet opnået, siger Dorte Beck Christoffersen, der er lærer på Vadehavsskolen.

Idéen om ”Gredstedbro Park” blev fostret i foråret, da eleverne som led i Fremtiden Spirer-konkurrencen havde en anderledes undervisningsdag med fokus på idéudvikling og kreativitet. Siden producerede eleverne en video, der præsenterede idéen. Efterfølgende dystede videoen i en afstemning online med 11 andre videoer fra 8.-klasser rundt om i Jylland og på Fyn.

Videoen med "Gredstedbro Park" var blandt de tre mest populære i afstemningen og gik derfor videre til finalen, hvor de tre topscorere blev bedømt af et dommerpanel, som altså vurderede Vadehavsskolens elevers idé som den bedste.

Fremtiden Spirer fortsætter til efteråret. Her får en række gymnasieklasser i Andelskassens markedsområder muligheden for at dyste i konkurrencen.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies

Vi begynder dog først, når du klikker dig videre til næste side. Ønsker du at undgå cookies, skal du slå cookies fra i din browser. Du skal dog være opmærksom på, at hvis du slår cookies fra, kan du ikke bruge de funktioner, som forudsætter, at hjemmesiden kan huske dine valg. Læs mere om cookies.