Virus i virksomheden - undgå likviditetsdøden

Virksomhedsbudget_03.png

Af Nicolai Flemming Frederiksen, erhvervsdirektør

COVID-19 er i skrivende stund den største trussel for et velfungerende erhvervsliv. Vi ser allerede nu en påvirkning af virksomheders omsætning og dermed likviditeten. Og derfor skal virksomhedens budgetter tilpasses den ændrede virkelighed.

Likviditeten er en nøglefaktor for din virksomheds overlevelse – både på kort og langt sigt. For likviditeten er ubarmhjertig: Lige så legende let som det går, når indtægter og udgifter balancerer, lige så brutal bliver virkeligheden, når likviditeten strammer til.

Desværre har viruseksplosionen efterladt mange virksomheder med netop dette problem: De faste udgifter skal fortsat betales, men indtægterne udebliver, når der ingen mennesker kommer i butikkerne, til arrangementerne eller byggepladserne står tomme. Så hvad kan du gøre?

Kreativ top, disciplineret bund

I denne tid er det ekstra vigtigt at holde dine likvide midler i kort snor. Selvom det kan være svært at overskue konsekvenserne af de næste uger og måneders tumult, så er det ikke tiden, hvor du kan lade stå til og håbe på bedre tider. Tværtimod.

I stedet bør du allerede i går begynde at arbejde med de tiltag, der kan føre dig og din virksomhed sikkert gennem krisen. Som virksomhedsejer må du tilpasse dig den ændrede virkelighed, og for at lykkes må du overveje forskellige muligheder både på top- og bundlinje.

For at minimere indkomsttabet er du nødt til at gå kreativt til værks og afsøge mulighederne for alternative indtægtsveje. Måske du kan øge salget af gavekort, hvis du sætter en ekstra rabat på; måske du kan omdanne workshops til virtuelle sessioner, så de ikke aflyses? Uanset hvad, så må du være kreativ i din tilgang.

Dine muligheder for at slanke udgifterne bør du også undersøge. Overvej, om du kan søge længere kredittid hos dine leverandører, nedbringe dit varelager, og om du har investeringer, som kan udsættes til senere på året.

Husk verden omkring dig

Ligesom du bør se på dine egne tal, er det også en god idé at tale med både dine leverandører og kunder for at få et billede af situationen set fra deres stol. Du skal have en fornemmelse af, hvor hårdt dine kunder bliver ramt, og hvordan det påvirker deres betalingsevne, så du kan tage de fornødne forholdsregler. Du bør også kende styrken hos dine underleverandører, så du ved, om de fortsat kan levere, og om du må forvente forsinkelser.

Når du har overblik over din egen forretning, kan du kigge på de håndsrækninger, der kommer udefra. Se på, om regeringens redningspakke indeholder elementer, som kan være til gavn for din virksomhed.

Det vigtigste i denne tid er at være proaktiv, holde sig løbende orienteret om udviklingen og tiltag fra regeringen og sidst men ikke mindst tale med dine rådgivere.

Din bank er en af dine allernærmeste samarbejdspartnere, og derfor er det vigtigt, at du har en tæt dialog med din rådgiver, hvis din virksomhed bliver påvirket af den nuværende krise.

I Danske Andelskassers Bank er vi opdaterede på de muligheder, som hjælpepakkerne giver likviditetsmæssigt. Vi kan også hjælpe med vejledning omkring lånepakkerne.

Vi er selv i gang med at kontakte alle erhvervskunder og er selvfølgeligt i løbende dialog med kunder, der er udfordret af corona-krisen. Bliv ikke forskrækket, hvis der er et barn, der råber i baggrunden eller en kat, der miaver, når vi ringer.  Vi arbejder hjemme - men vi arbejder. Vi arbejder for dig og din virksomhed - for sammen kan vi mere.