Hvad er dit forsvar mod cyberangreb?

Cyberangreb.jpg

Af Nicolai Fl. Frederiksen, Kundedirektør i Andelskassen

For de fleste danske virksomheder er det desværre efterhånden et spørgsmål om tid, før de bliver udsat for cyberangreb. Særligt små og mellemstore virksomheder er kommet i de IT-kriminelles søgelys, da mange er sårbare over for cyberangreb.

En lang række undersøgelser viser, at omfanget af IT-svindel er stigende - hvad end det drejer sig om trojanske heste, phishing mails eller lignende. Samtidig påpeger en analyse fra Erhvervsstyrelsen, at 40 % af de danske små og mellemstore virksomheder har et for lavt sikkerhedsniveau i forhold til deres risikoprofil. Der er en tendens til, at man som virksomhed undervurderer, hvor afhængig man er af ens IT-systemer, IT-processer og -procedurer og har ikke fokus på, hvordan man ruster sig i kampen mod de IT-kriminelles svindelnumre.

Kan man klare sig uden IT, og arbejder man ikke digitalt, så er det selvfølgelig ikke relevant at sætte IT-sikkerheden på dagsordenen i virksomheden. Men arbejdede man ikke allerede digitalt inden COVID-19, så har pandemien i stor grad medført, at mange virksomheder er hoppet på digitaliseringsvognen. Til gengæld er virksomhedernes tiltag for IT-sikkerheden ikke fulgt med i samme høje tempo, og det forøger risikoen for at blive ramt. Det er altså ikke længere et spørgsmål om ”hvis”, men om ”hvornår”, ens virksomhed bliver udsat for et angreb.

Man bør spørge sig selv: Hvilket sikkerhedsniveau har vi i dag, og hvordan sikrer vi os, så vi ikke bliver ramt af et cyberangreb? Har vi en beredskabsplan, hvis vi bliver ramt? Hvilke procedurer har vi, når vi gennemfører betalinger? Det er blot nogle af de spørgsmål, man bør tage op internt i virksomheden, så man får klædt medarbejderne godt på, og så alle ved hvilken plan, der skal tages ned fra hylden, når angrebet rammer. For her er det vigtigt, at man reagerer og agerer hurtigt og knivskarpt på kort tid. Tiden er altafgørende.

Udover den interne dialog og en beredskabsplan - og hvis man ikke allerede har en IT-sikkerhedsansvarlig ansat - så søg rådgivning, sparring og erfaringsudveksling blandt ens nære samarbejdspartnere om, hvordan man får IT-sikkerhedsprocesser implementeret. Her er det oplagt at kontakte ens bank og forsikringsselskab. De kan blandt andet rådgive om processer for betalingsløsninger, hvordan ens mobil- og netbank bør være sat op, forsikringsmuligheder og om ens police dækker, hvis man bliver udsat for et angreb. De IT-kriminelle er dygtige og kommer hurtigt et skridt foran, så brug de værktøjer, der er til rådighed i forsvaret mod de IT-kriminelle.

Log på netbank

Netbank PRIVAT Netbank ERHVERV
For dig med MitID:

Log på netbank

MitID Privat MitID Erhverv