Biden bør booste danske SMV’ers bæredygtighed

USA-vs-GB_NY.jpg

Fire års nedprioritering af klimaet er slut. Med Joe Biden som ny amerikansk præsident vender vi tilbage til en bæredygtig agenda, som danske SMV’er kan og bør udnytte.

Af Nicolai Flemming Frederiksen, kundedirektør og Finn Dahl Jensen, afdelingsdirektør

Selvom Trump måske nok har været virksomhedernes mand, så er der ingen tvivl om, at en præsidentperiode med Biden ved roret kan betyde gunstige tider for danske virksomheder – hvis altså de danske virksomheder tør gribe bolden og investere endnu mere i bæredygtige løsninger og fremstillingsmetoder.

Bidens store fokus på bæredygtighed flugter nemlig rigtigt godt med de grønne initiativer, som mange danske virksomheder med USA-eksport allerede har søsat. Bidens fremtidsplaner om en amerikansk transformation fra sort til grøn vil betyde, at virksomheder med en grøn profil vil stå stærkt i konkurrencen om at levere varer og knowhow til verdens største økonomi.

100 procent grøn i 2050

Joe Biden har præsenteret et ambitiøst klima- og energiudspil, der skal gøre USA’s økonomi 100 procent grøn i 2050. Den satsning passer perfekt til os, ikke kun fordi Danmark kan noget med vindmøller. Danske virksomheder har nemlig også noget at byde på, når det gælder bæredygtige løsninger til energirenovering, nybyggeri, fjernvarme og meget andet, der kan optimere et samfunds energiforbrug.

Men det drejer sig ikke kun om konkrete produkter med en grøn profil. Det drejer sig også om at tænke bæredygtighed ind i værdikæder og forretningsmodeller. Med Bidens klimastrategi forventer vi ikke bare, at den amerikanske forbruger vil prioritere bæredygtighed, når de køber ind, men også at der fra politisk hånd bliver iværksat initiativer, der vil påvirke virksomhederne i en grønnere retning.

Vi forventer, at de amerikanske virksomheder vil lægge større fokus på deres miljømæssige bundlinje og derfor forlange det samme af deres underleverandører. Med andre ord: Hvis din virksomhed kan sænke klimaaftrykket af de komponenter, I fremstiller, vil I opnå konkurrencefordele i USA sammenlignet med konkurrenter, der er fremstillet konventionelt.

SMV’erne underinvesterer

I Danmark har vi arbejdet med den bæredygtige omstilling i længere tid end de fleste andre nationer. Vi har derfor allerede et forspring og er mere vant til at tænke i grønne løsninger og fremstillingsmetoder.

Men, hvis vi vil fastholde vores position på bæredygtighedsfronten, må vi hele tiden bygge oven på den knowhow og erfaring, vi allerede har. Desværre har corona-situationen betydet, at små og mellemstore virksomheder i Danmark lige nu underinvesterer og holder mere på pengene, end hvad godt er.

Det er naturligvis helt forståeligt, men vil man som dansk eksportør have del i den grønne omstilling, som Biden lægger op til, må man kaste corona-nervøsiteten af sig. Man må foretage de nødvendige bæredygtige investeringer i sin værdikæde og produktion, så vi også fremadrettet kan sikre den vigtige eksport over Atlanten.