Aktiefesten ebber ud – men musikken spiller videre i 2022

Aktiefest.jpg

Af Robert Krogh Lauridsen, afdelingsdirektør Formue og Investering, Andelskassen

Trods corona-krise og vidtgående restriktioner har investorerne de seneste tre år kunnet glæde sig over meget store aktieafkast – langt højere end normalt.

Mange nye investorer har i perioden betrådt dansegulvet. Det har skabt trængsel, også fordi der ikke har været et alternativt sted at placere pengene. Vi lærte TINA-effekten (There Is No Alternative) at kende, og mange bød TINA op til dans, hvilket sendte aktiekurserne yderligere op.

Centralbankernes lempelige pengepolitik i form af obligationsopkøb for nytrykte penge har sammen med en lempelig finanspolitik (helikopterpenge & corona-puljer) holdt festen i gang i lang tid. Men som bekendt varer ingen fest evigt. På nuværende tidspunkt ved vi ikke, om der er kræfter til en morgenfest på aktiemarkederne, eller om gæsterne må gå slukørede hjem.

Tid til at stå på egne ben
I 2022 vil mange lande fortsat køre med underskud, dog i mindre grad end 2020 og 2021. Underskuddet finansieres via udstedelse af nye statsobligationer. Hidtil har mange af centralbankerne verden over opkøbt disse obligationer via nytrykte penge, men denne ”mekanisme” er ved at nå sin afslutning. Særligt i USA og Europa har seddelpressen været rødglødende, og stimuli herfra har holdt renterne nede og dermed hjulpet aktierne.

Centralbanken i USA (FED) har allerede meldt ud, at deres støtteopkøb af obligationer ophører i foråret 2022, og de melder også ud, at renten forventes at blive hævet flere gange herefter. Forklaringen er ifølge centralbanken et ønske om at begrænse inflationsstigningen, samt at de finansielle markeder nu kan klare sig uden kunstige stimuli.

I EU fortsætter støtteopkøbene for at holde renten nede, da flere sydeuropæiske lande stadig kæmper med meget store underskud. Hvis denne stimuli stopper, vil flere af landene risikere at drukne i statsgæld til højere renter, som vi tidligere har set med Grækenland. Grundet de fortsatte opkøb ser vi derfor positivt på europæiske aktier i 2022, da det er her en eventuel ”morgenfest” kan finde sted.

Med udsigt til støtteopkøb i langt mindre skala end hidtil skal aktiemarkederne derfor igen lære at stå på egne ben. Det kan en overgang betyde lidt vaklen, men på længere sigt vil det give et sundere marked.

Hvilke aktier klarer sig bedst i 2022?
Grundet de ventede rentestigninger i USA, ser vi i Andelskassen mest positivt på value-aktier (overvægt af finans- og medicinalaktier). Vi er lidt mere påpasselige med vækstaktier som IT og grøn energi, da disse sektorer ikke kan lide rentestigninger pga. den høje prissætning. Stigende renter vil gøre andre investeringer attraktive (eksempelvis stats- og realkreditobligationer), og man vil derfor se TINA forlade festen. Dermed er det fremover alene indtjeningen i virksomhederne, som skal stige yderligere for at kunne løfte aktierne. Udebliver dette indtjeningsløft anbefaler vi at søge i ly via defensive aktier (aktier med lav risiko), som stadig er attraktivt prissat.

Log på netbank

Netbank PRIVAT Netbank ERHVERV
For dig med MitID:

Log på netbank

MitID Privat MitID Erhverv