Prismodtagere i aktionærkreds Vestjylland 2021

Andelskasseprisen-2019.jpg

Bjarne Refstrup Jensen

Modtager af Andelskasseprisen 2021 - Aktionærkreds Vestjylland

Begrundelse for prismodtagelsen:

Årets modtager af Andelskasseprisen i aktionærkreds Vestjylland er en lokal ildsjæl, der har gjort meget for Varde by - og på helt frivillig basis.

Bjarne Refstrup Jensen har gjort Varde by til det, den er i dag.

Han har blandt andet lavet julekalenderen, som står hvert år på byens torv, og han sætter den selv op og piller den ned igen hvert år. Han tager ansvar, når der ikke er andre, der gør. Han er den, man ringer til, hvis man skal have en kreativ løsning på noget, og så laver han det.

Han har også været scenemester for Varde Sommerspil lige fra begyndelsen i '78, han har været formand for Varde Garden, han er med i Varde Nisselaug, og når der sker noget i Varde by - eksempelvis middelalderfestival - laver han kulisser og sjove ting, som er med til at skabe stemning.

Ovenstående er blot nogle få eksempler ud af de mange ting, som Bjarne gør ganske frivilligt for at skabe fællesskab i Varde by.

Bjarne er en værdig modtager af årets Andelskassepris i aktionærkreds Vestjylland, og han fortjener et skulderklap for sin store frivillige indsats.

 Se og hør Bjarnes takketale her:

Helle TeamTramp

Modtagere af Sammen kan vi mere-prisen 2021 - Aktionærkreds Vestjylland

Begrundelse for prismodtagelsen:

En af årets tre modtagere af Sammen kan vi mere-prisen i aktionærkreds Vestjylland er trampolinklubben Helle TeamTramp. Her er sammenhold og fællesskab og samtidig fokus på den enkelte, og på klubbens hjemmeside står der: "Trampolinspring er to sekunders frit svæv, det handler om kropskontrol og balance. Og suget i maven, når tyngdeloven tager over, og man bliver trukket ned mod trampolinen igen, kan ikke beskrives, det skal opleves."

I 2016 fik to lokale piger på 14 år opfyldt deres drøm om at starte en stor trampolinklub inden for konkurrencesport i Vestjylland. De er begge opvokset med foreningslivets mange glæder og fandt opbakning i lokalsamfundet, både til at sammensætte en bestyrelse og til at finansiere det første år med at låne udstyr og halleje. På de fire år der er gået, har der været en positiv udvikling, og særligt i år med COVID-19 har bestyrelsen mærket behovet for den vestjyske klub med den individuelle sport, hvor sammenholdet er en vigtig spiller.

Klubben er populær, og der er venteliste til flere hold. Samarbejdet mellem træner og springer, mellem forældre og bestyrelse, samt sponsorernes villighed til at bakke op om klubben, har igen i år haft stor betydning for, at vi har kunnet bidrage til at så mange børn og unge fra både Varde, Esbjerg og Billund kommune har kunnet samles om en aktivitet tilpasset den enkelte på grund af de mange COVID-19-restriktioner.

Det glæder Andelskassen at kunne give Helle TeamTramp en særlig anerkendelse for den ekstraordinære indsats, der ydes af klubbens frivillige, og for det fællesskab og sammenhold klubben skaber på tværs af lokalsamfundene i området.

 Se og hør Helle TeamTramps takketale her:

 

Hjerteforeningen Varde

Modtagere af Sammen kan vi mere-prisen 2021 - Aktionærkreds Vestjylland

Begrundelse for prismodtagelsen:

Denne pris går til Hjerteforeningen, som laver et stort stykke frivilligt arbejde. Det er eksempelvis hjertemotion for hjertepatienter, vedligeholdelse og oprettelse af hjertestier i hele Varde Kommune og afholdelse af Giv Liv kurser, som er kursus i hjertemassage og brug af hjertestarter. Lokalafdelingen afholder også nytårsløb/-gang og påskeløb.

Hjerteforeningen er altid at finde på diverse messer, Skovens Dag, Karlsgårde Dag. m.v. Endvidere tilbyder de foreninger, apoteker og andre at måle blodtryk, og foreningen besøger stort set alle Idræt om dagen-projekter i kommunen.

Hjerteforeningen gør en stor forskel i lokalsamfundene i Varde Kommune og fortjener en særlig anerkendelse. Derfor modtager de en af årets tre Sammen kan vi mere-priser i aktionærkreds Vestjylland.

Se og hør Hjerteforeningens takketale her:

 

Café Paraplyen

Modtagere af Sammen kan vi mere-prisen 2021 - Aktionærkreds Vestjylland

Begrundelse for prismodtagelsen:

En af årets modtagere af Sammen kan vi mere prisen i aktionærkreds Vestjylland er Café Paraplyen, der ligger i Varde.  

Caféen drives i stor udstrækning af frivillige og har til formål at skabe et alkoholfrit, socialt fællesskab, hvor der er plads til alle. Caféen er primært et tilbud til personer, der ensomme eller ramt af psykiske problemer eller misbrug. Her kan man møde socialfaglige medarbejdere og få en opsøgende støtte- og kontaktperson.

Det er en café, der gør meget for de svageste i samfundet, og derfor fortjener de at modtage årets Sammen kan vi mere pris i aktionærkreds Vestjylland.

Se og hør Café Paraplyens takketale her: