Visa/Dankort i udlandet
Det bliver hele tiden nemmere og mere sikkert at bruge dit Visa/Dankort, når du er ude at rejse.
Stadig flere forretninger i Europa kan læse chip og giver mulighed for indtastning af PIN-kode.
I nogle forretninger, især i England, Frankrig og Irland, kan du dog blive bedt om at skrive under i stedet for at indtaste PIN-kode. Årsagen er, at man ikke alle steder i udlandet er i stand til at kontrollere, om PIN-koden er korrekt, på samme måde som vi gør i Danmark.
I de fleste tilfælde vil ekspedienten uden videre bede dig om en underskrift, men der kan også være forretninger, hvor ekspedienten ikke er opmærksom på denne mulighed, eller først bliver det, når en PIN-transaktion ikke kan gennemføres. Det kan også forekomme, at ekspedienten har brug for assistance, idet forretninger, der skilter med Visa, skal modtage betaling med alle Visa-kort.
I stigende omfang kan dit Visa/Dankort også bruges i selvbetjeningsautomater i udlandet både med og uden PIN-kode. Vær dog forberedt på, at der kan være tilfælde, hvor kortet ikke kan anvendes og hvor en anden betalingsmulighed må anvendes.
Oplever du problemer med at bruge dit Visa/Dankort i udlandet, så kontakt os eller ring til PBS Kundeservice på telefon +45 44 89 29 29.
Rigtig god rejse!