Betaling med chip i udlandet
Langt de fleste steder i verden kan du betale med dit chipkort uden problemer. Der kan dog være tilfælde, hvor betalingen tager lidt længere tid, end du er vant til i Danmark. Læs her, hvad du kan forvente.
I de fleste europæiske lande sker der i disse år en omlægning fra læsning af magnetstribe til læsning af chip. Selvom det tilstræbes, at denne omlægning finder sted uden at forstyrre brugernes anvendelse af deres betalingskort, har der været meldt om flere tilfælde, hvor chipkort er blevet afvist, eller hvor ekspedienter har været usikre på, hvordan de skal håndtere chipkort. Hvis Visas regler følges, bør der dog ikke være problemer, og det er også PBS' overordnede indtryk, at betaling med brug af chip kun giver anledning til få vanskeligheder.
Selvom det kun er få brugere, der bliver berørt, er det dog ubekvemt for dem, der oplever at blive afvist. PBS har derfor udarbejdet et tekstkoncept, der kan anvendes af kortudstederne. Teksten kan eventuelt bruges sammen med de øvrige gode råd, udsteder giver i forbindelse med brug af betalingskort i udlandet, herunder anvendelsesmuligheder og sikkerhed.
Du kan sædvanligvis anvende dit Visa/Dankort alle steder i udlandet, hvor der skiltes med Visa.
Der kan være mindre forskelle på måden at betale på fra land til land og fra forretning til forretning. I de fleste forretninger vil det fremgå ved terminalen, hvordan du gør. Har du brug for hjælp, kan ekspedienterne guide dig gennem processen.
Langt de fleste steder verden over sker betalingen uden problemer. Der kan dog opstå situationer, hvor ekspedienten ikke er vant til at tage imod betaling med udenlandsk udstedte kort. Det kan betyde, at betalingen tager lidt længere tid, end du er vant til i Danmark.
I sjældne tilfælde er det lokale system indrettet sådan, at terminalen ikke kan få elektronisk forbindelse til Danmark. Dermed kan terminalen ikke tjekke dit kort og din PIN-kode. Er det en selvbetjenings-automat, f.eks. en benzinautomat, kan det betyde, at du ikke kan anvende dit betalingskort. Betaling må i stedet ske kontant eller i en anden automat, der kan kalde op elektronisk.
Situationen er den samme for andre internationale betalingskort med chip, herunder MasterCard.