Tøseturen 2010
20.5.2010
Andelskassen var hovedsponsor for Tøseturen i Esbjerg – og stillede selv med et hold på 18 deltagere
Der var solskin, højt humør og rekordmange deltagere, da Tøseturen 2010 blev afviklet i Esbjerg med Andelskassen som hovedsponsor.
Hele 3.053 ”tøser” begav sig ud på enten den korte eller den lange løberute akkompagneret af levende musik på pladsen ved ”Gryden” i Vogndalsparken.
Tøseturens 2010-udgave markerede samtidigt arrangementets 25 års jubilæum, og traditionen tro handlede det ikke kun om motionen men også om en hyggelig aften i de naturskønne omgivelser.
Ud over at sponsere arrangementet stillede Andelskassen også med et hold af 18 deltagere, og dertil kom, at Andelskassens afdelingsleder i Esbjerg, Jan Kirkensgaard, var med til at starte løbet.
- Det er en fornøjelse at kunne støtte op om sådan et arrangement, der kombinerer motion, hygge og skønne naturoplevelser. Det er flot, at det nu er afviklet for 25. gang, og det er imponerende med den opbygning, der er til det. Det er virkelig blevet en god tradition, fortæller Jan Kirkensgaard.
Se billeder fra løbet herunder - og se flere billeder fra løbet på Ugeavisen Esbjergs hjemmeside http://esbjerg.kivaweb.dk/content/galleri-t%C3%B8seturen-2010