Andelskassen.dk:
 

Ny direktør i Andelskassen Frederiks

18.2.2010

Andelskassen Frederiks har ansat Tage Malling som ny direktør. Tage Malling kommer fra en stilling som underdirektør i Sparekassen Østjylland.

Tage Malling er ansat som ny direktør i Andelskassen Frederiks, hvor han tiltræder 1. marts 2010.

Den nye direktør har stor erfaring med såvel den finansielle sektor som med ledelse – senest fra 5 år som underdirektør i Sparekassen Østjylland, hvor han havde ansvar for blandt andet udvikling af forretningsområdet, positioneringen af filialer, pension, bolig og investering.

- Vi er i bestyrelsen meget glade for, at vi har kunnet ansætte Tage Malling som ny direktør. Han har både fagligt og personligt nogle kompetencer, der passer til Andelskassen Frederiks og vil styrke Andelskassen. Han er typen, der siger tingene lige ud og får tingene gennemført, men hvor det samtidigt sker med inddragelse, humor og lune, så vi glæder os virkelig til samarbejdet, fortæller Visti Pedersen, formand i Andelskassen Frederiks.

Tæt kontakt til kunder

Tage Malling har gennem årene suppleret sin finansielle uddannelse med forskellige former for efteruddannelse indenfor især ledelsesområdet.

Siden 1978 har han endvidere bestridt forskellige lederpositioner. I perioden 1978-1986 havde han forskellige lederjobs i Viborg-området, og har således et godt kendskab til såvel erhversliv som befolkningen i området. Han var fra 1987-1994 områdedirektør i Danske Bank/Handelsbanken i Grindsted, mens han fra 1994-2000 var centerfilialdirektør i Danske Bank i Grenå og fra 2001-2004 områdedirektør i Djurslands Bank i Grenaa-området.

- Ud over de ledelsesmæssige opgaver har jeg altid sat pris på at have kontakt med kunderne, og jeg har af flere omgange rådgivet især erhvervskunder. Det ser jeg frem til også at komme til i Andelskassen Frederiks, hvor netop den tætte kontakt til kunderne er helt afgørende, siger Tage Malling og fortsætter:

- Andelskassen Frederiks er et pengeinstitut med et stort potentiale i form af kompetente medarbejdere, og det har altid været en vigtig del af min ledelsesstil, at medarbejderne skal have mulighed for at udvikle sig og mulighed for at flytte sig. Min opgave er altså at sikre, at vi i Andelskassen udvikler os i fællesskab og til gavn for kunderne.

Bor i Viborg

Privat bor Tage Malling i Viborg sammen med sin kone Jette. Sammen har de to børn, der har tilført familien to svigerbørn og fire børnebørn, og Tage Malling bruger meget af sin fritid sammen med disse. Det sker gennem eksempelvis skiferier til Østrig og motionsture i skoven.

Sammen med venner finder Tage Malling endvidere tid til at udleve sin interesse for danske male- og skulpturkunst og dertil kommer en post i bestyrelsen for Djursland Erhvervsskoler, der omfatter Grenaa Handelsskole og Grenaa Tekniske Skole.

Det er altså en direktør med en både bred og stor erfaring, der nu kommer til at stå i spidsen for Andelskassen Frederiks.

Reception 12. marts

Kunder, samarbejdspartnere og andre interesserede har mulighed for at hilse på Tage Malling, når Andelskassen Frederiks holder velkomstreception fredag den 12. marts 2010 klokken 15-17.30.

Og så vil den nye direktør naturligvis generelt være at finde i Andelskassen.

Om denne nyhed

Publiceret

18.2.2010 kl. 2:30

Publiceret på

Publiceret i kategorierne

  • Kundeinformation

Bestil Webbank og SMS Service

Du kan bestille adgang til Webbank eller SMS Service her:

Bestil Webbank eller SMS Service her.