Et solidt pengeinstitut
3.11.2008
Finanskrisen er en realitet i Danmark såvel som resten af verden. På den baggrund er det kun naturligt, hvis man som kunde i et pengeinstitut - og dermed også som kunde i Andelskassen - stiller sig selv nogle spørgsmål
Mange af disse kan koges ned til nogle få centrale spørgsmål, og dem vil vi svare på i det efterfølgende. Skulle du have yderligere spørgsmål, er du naturligvis altid velkommen til at kontakte Andelskassen.
Er mine penge sikre i Andelskassen?
Ja. Alle 22 andelskasser i Sammenslutningen Danske Andelskasser (SDA) hæfter solidarisk, hvilket betyder, at man som kunde er sikret af hele koncernen, der har en egenkapital på 2 milliarder kroner.
Én ting er, at vi har kapitalgrundlaget på plads. Noget helt andet er, at vi i Andelskassen altid har haft fokus på at gøre det bedst muligt for kunderne. Vi har ikke jagtet vækst men har i stedet benyttet de seneste års gode regnskaber til at konsolidere og fremtidssikre os gennem videreuddannelse, udvikling af nye produkter og renovering af bygninger.
Dette fokus har været medvirkende til, at vi i dag - når vi selv skal sige det - har Danmarks måske bedste kunder, når det gælder både ud- og indlån.
Er Andelskassen et solidt pengeinstitut?
Ja. Vi er endog meget solide og godt rustede til fremtiden. Vores likviditet er dobbelt så stor som det lovgivningsmæssige krav, og vores solvensprocent er på 11,3 procent hvilket ligeledes er godt over lovgivningens krav.
En af Andelskassens værdier er stabilitet, og det betegner meget godt Andelskassens økonomiske situation. Vi er stabile. Også på lang sigt. Andelskassen har på intet tidspunkt været i risikozonen i forbindelse med finanskrisen, og det kommer vi heller ikke.
Har Andelskassen lånt penge ud til ejendomsbranchen?
Ja. Som alle andre pengeinstitutter har vi også kunder indenfor ejendomsbranchen. I procenttal udgør ejendomsbranchen ni procent af vores samlede udlån, og vi er meget tilfredse med de kunder, vi har indenfor denne sektor. Karakteristisk for kundeforholdene i Andelskassen - og det gælder ejendomsbranchen såvel som andre erhvervs- og privatkunder - er, at det er langvarige kundeforløb, og at de er præget af en anden af Andelskassens værdier: tillid. Og vel at mærke gensidig tillid.
I Andelskassen har vi en meget fornuftig fordeling af vores kunder på forskellige sektorer, vi har nogle yderst fornuftige lånere, og vi har ingen sektorer eller enkeltkunder, der udgør en uforholdsmæssig stor del af udlånet.
Samtidigt har vi en lav udlånsgearing (en betegnelse for hvor mange gange det samlede udlån er større end egenkapitalen) på 5,23, hvor nogle af de mere vækstorienterede banker har haft en udlånsgearing, der er tre gange større.
Hvad vil Andelskassen råde mig til at gøre i forbindelse med finanskrisen?
Først og fremmest til at tage den med ro. Helt overordnet set er den danske økonomi solid, og det værste man kan gøre er at gå i panik og for eksempel sælge ud af sine aktier.
Ingen kunder er imidlertid ens. Så hvis du har specifikke spørgsmål, ønsker eller tanker vil vi råde dig til at aftale et møde med din kunderådgiver. Ved sammen at kigge på din økonomi, kan I nå frem til langt bedre løsninger, end vi kan give i en generel tekst som denne.