Andelskassen og den finansielle uro
15.9.2008
Stærk egenkapital og god likviditetsmæssig overdækning
Samarbejde, tillid, engagement og stabilitet. Sådan lyder Andelskassens værdier, men skulle man nævne endnu en værdi kunne det være sikkerhed. Det gælder ikke mindst i forbindelse med den nuværende situation på finansmarkederne.
Naturligvis er Andelskassen påvirket af den finansielle uro, som alle pengeinstitutter er det i større eller mindre grad. Men vi er dels solide med en stærk egenkapital og en god likviditetsmæssig overdækning, dels har vi et begrænset udlån til ejendomssektoren, der jo især har været i fokus.
I forhold til egenkapitalen er Andelskassens kunder sikret via den samlede egenkapital i koncernen Sammenslutningen Danske Andelskasser, der er på 2,1 milliarder kroner. Kundernes sikkerhed er altså ikke begrænset til den enkelte andelskasses egenkapital.
Når man ser på Andelskassens udlån, er der en god spredning på mange brancher. Udlånet til ejendomsbranchen udgør således kun syv procent af det samlede udlån, hvor det i finanssektoren som helhed - ifølge Dagbladet Børsen - udgør 20,2 procent (ekskl. Danske Bank (10,1 procent) og Nordea (15,4 procent)). Hos mere vækstorienterede pengeinstitutter er der set eksempler på, at udlånet til ejendomsbranchen udgør mere end 40 procent af det samlede udlån.
Som kunde i Andelskassen får man altså fordelene fra det lokale pengeinstitut - som personlig rådgivning med udgangspunkt i ens hverdag og værdier - og stabiliteten og sikkerheden fra det store pengeinstitut.
Ingen kompromisser
De senere år har været præget af flotte resultater både i Andelskassen og i finanssektoren generelt. For Andelskassen har det været vigtigt at benytte de gode resultater til at tænke fremadrettet og skabe de bedst mulige forhold for kunderne - hvor af mange jo som andelshavere er ejere af Andelskassen.
For Andelskassen har vækst således ikke været noget, der måtte ske på bekostning af sund fornuft. Hvert eneste låneengagement er indgået og afviklet ud fra, hvad der tjener kunden bedst - og hvad der tjener resten af Andelskassens kunder bedst. Vi er ikke gået på kompromis for at skabe en flot bundlinje.
Det er velkendt for de fleste i finansverdenen, at flere år med økonomisk opsving følges af en periode med som minimum lav vækst. Derfor har det været vigtigt for Andelskassen at benytte sig af de seneste års gode resultater til yderligere at konsolidere sig - det har naturligvis også betydet investeringer i fremadrettede tiltag, så kunderne fremover ligeledes kan få den bedste rådgivning og de optimale løsninger.
/Direktionen i SDA